Til forsiden

You are here: Skip Navigation LinksForsideUddannelserErhvervsfisker

 Erhvervsfisker 

Jobbet som erhvervsfisker er perfekt, hvis du er ung og gerne vil ud at sejle. Det giver dig mulighed for at opleve den specielle stemning, der hersker om bord i et fiskefartøj, hvor du arbejder i frisk luft, i et højteknologisk arbejdsmiljø, og oplever glæden ved at bruge dine kræfter målrettet. Som erhvervsfisker har du muligheden for at erhverve Det Blå Bevis, der giver dig ret til at sejle som fisker på alle fartøjer uanset størrelse. Herudover giver Det Blå Bevis ret til at sejle som fører på fiskefartøjer på op til 9 meter i længden.

I løbet af uddannelsen får du mulighed for at tage tre prøver som sammen med resten af uddannelsen, giver ret til at sejle som fører på fiskefartøjer på op til 15 meter i længden.

Dansk fiskeri er inde i en rivende udvikling, som stiller nye, spændende udfordringer til fremtidens fiskere.

Om uddannelsen
Som erhvervsfisker får du en lærlingeuddannelse, der veksler mellem teori og praktik. I løbet af uddannelsen tilstræbes det at du kommer til at deltage i mindst 3 forskellige former for fiskeri - f.eks. snurrevods, garn- og trawlfiskeri.

Efter det første halvår i praktik, skal du på fiskeriskole for at gennemgå Erhvervsfiskeriets Grundkursus, hvor du bl.a. arbejder med fiskerilære, tovværks- og wirearbejde, navigation, motorlære, radiolære, brandbekæmpelse, reparationssvejsning og madlavning. Efter skoleopholdet kommer du igen ud i praktik for at færdiggøre uddannelsen. Når du melder dig til uddannelsen bliver du ansat i Danmarks Fiskeriforening som lærling.

Det er Danmarks Fiskeriforenings opgave, som arbejdsgiver, at sørge for at uddannelsen gennemføres, herunder at tilvejebringe praktikpladser, tilmelding til fiskeriskole m.v..

Uddannelsen som erhvervsfisker giver dig mulighed for at gå til prøve i radiolære (LRC) samt duelighedsprøve i sejlads for fiskere samt motorpasning. De der består alle tre prøver opnår efter uddannelsen tilladelse til at føre fiskeskibe på op til 15 meter.

Varighed
Uddannelsen varer 2 år.

Økonomi under uddannelsen
Du får lærlingeløn under hele uddannelsen, både i praktikperioderne og i teoriperioden. Når du er i praktik, får du desuden en procentdel af nettoindtjeningen ved fiskeriet.

Skoleophold
Skolerne anviser kollegieværelser i tilknytning til uddannelsen.

Adgangskrav
Du skal være fyldt 16 år og normalt have 9 års skolegang bag dig. Derudover skal du bestå en helbredsundersøgelse samt en syns- og høreprøve for søfarende. Inden du starter på selve uddannelsen, skal du gennemgå et lovbefalet sikkerhedskursus på 3 uger, så du kan bruge rednings- og sikkerhedsudstyret om bord.

Videreuddannelsesmuligheder
Som erhvervsfisker med Det Blå Bevis i hånden, kan du komme på skipperskole og uddanne dig til fiskeskipper.

Få mere at vide

Du kan tage lærlingeuddannelsen som erhvervsfisker på:

 

Fiskeriskolen - EUC-Nordvest


Større tekst
Læs højt
Print
Send link til en ven

 Fakta

Uddannelseslængde
2 år

Uddannelsessteder
Fiskeriskolen i Thyborøn - (EUC-Nordvest)