|
 |
Nyborg Søfartsskole
Nyborg Søfartsskole er certificeret af Søfartsstyrelsen til at uddanne ubefarne skibsassistenter til handelsflåden. Skolen har virket som søfartsskole siden 1978. Uddannelsen følger Søfartsstyrelsens fag- timetals- og pensumanvisninger. Uddannelsen indeholder maritime og håndværksmæssige fag.
Værksteder, riggerloft, småbådene- og de store øvelsesskibe Undervisningen foregår på skolen, i klasseværelserne, i metalværkstederne, på riggerloftet, og i Faaborg Havn i MOB-både, roredningsbåde og motorbåde.
Nyborg Søfartsskole får indimellem lejlighed til at sejle øvelsessejlads med den 3-mastede Skonnert Carene Star. Her bliver de sømandsmæssige færdigheder afprøvet og trænet under de bedst tænkelige betingelser – på havet, i maskinrummet, på dækket, på broen, ved radaren eller søkortet.
Bygningerne i Nakkebølle og skolehverdagen Skolen er beliggende mellem Svendborg og Faaborg i det tidligere sanatorie flot belliggende ned til Nakkebølle Fjord. Man bor på 1- og 2 personers kamre.
Hverdagen på skolen er organiseret, så den lægger sig op af stilen til søs. F.eks. mønstringer 3 gange om dagen, eleverne har på skift vagttjeneste med brand og sikkerhedsrunder i bygningerv og overholder nøje aftalte tider; det maritime sprog anvendes: man har skafning og bakstørn, kabystjeneste, brandrulle, man tørner til, man bruger pøs og vasker dørk m.m.
At uddannelsen finder sted på en kostskole giver et intenst kursusforløb, hvor man når meget på 5 måneder. Der er undervisning fra 8.45 – 16.30 hver dag, undervisning/lektielæsning 2 aftner om ugen og ca. 9 undervisningsweekender i løbet af kurset. Der er obligatorisk program for de øvrige aftner, f.eks. med sport, orienteringsoplæg o.a. Kostskolestrukturen er med til at fastholde fokus på det faglige, mens man er på skolen.
|
 |
|